Kristian Zahrtmann 1843-1917
Kristian Zahrtmann var den første af de store indfødte kunstnere på Bornholm.
Selvom Zahrtmann slog sig ned i København og tilbragte de fleste af sine somre i den italienske bjergby Civita d´Antino, bevarede han en stærk tilknytning til øen.
Det berømte maleri Det mystiske bryllup i Pistoia er fuldført i atelieret i Amaliegade.
Udgangspunktet for maleriet har været en skitse af domkirken i Pistoia samt et mindre billede af et møde på en trappe.
De to billeder er sat sammen til en scene, der iflg. Zahrtmanns egne optegnelser, skulle være et bryllup mellem biskoppen og abbedissen i Pistoia.
En historisk begivenhed, der udspillede sig i år 1500 med det formål at iscenesætte en symbolsk levendegørelse af foreningen af Gud og Kirke.
Næppe nogen kunstner i Danmark har været udsat for så svingende en bedømmelse som Kristian Zahrtmann.
I Zahrtmanns egen samtid var han berømt og nærmest forgudet både som maler og lærer, for derefter at synke og som maler mest af alt blive behandlet som en kuriositet.
Nye tider og nye indgange til maleriet har dog både nationalt som internationalt igen åbnet en forståelse for Zahrtmanns kunst.
Han formåede som ingen andre at forny dansk maleri ved indgangen til det 20. århundrede og måske er det denne 'fin de siecle ånd' der her ved indgangen til et nyt århundrede gør, at Zahrtmann igen har fået betydelig opmærksomhed.