Jacek Malczewski (født 1854 i Radom – død 1929 i Kraków)
En af de mest fremragende polske malere fra perioden omkring skiftet mellem det 19. og det 20. århundrede, repræsentant for symbolismen.
Han kom til verden som søn af generalsekretæren for Jordkreditforeningen, Julian Malczewski og Maria fra adelsslægten Korwin Szymanowski. I 1867 begyndte han at tage timer hos Adolf Dygasiński. Fra 1871 gik han på Sankt Jacek Gymnasiet i Kraków. I 1873 afbrød han sit gymnasieforløb. Han blev herefter indskrevet på Kunstskolen. I begyndelsen blev han undervist under tilsyn af Władysław Łuszczkiewicz, og derefter – Jan Matejko. I denne periode deltog han også i Verdensudstillingen i Wien. I 1876 tog han til Paris, hvor han påbegyndte sine studier i Charles Ernest Lehmann klasse på byens Kunstakademi. I 1877 kom han i pengemangel, og var derfor nødt til at vende tilbage til Polen, hvor han efter en række sommerværksteder i det fri meldte sig til Matejkos timer på Akademiet. I 1878 forlod han sin hidtidige mesters værksted, hvor han samtidig erklærede sin manglende enighed med Matejkos kunstvision – han havde ikke hjertet med i de patriotiske skildringer i historisk stil. I 1880 modtog han Feliks Hilary Sobańskis stipendium. For pengene fra salget af værket Judaskysset og et lån fra fyrst Marcelo Czartoryski rejste de to sammen på en studietur til Norditalien, hvilket gjorde det muligt for ham at indsuge de klassiske værker. I forbindelse med manglende succes i Kraków vendte han i 1881 tilbage til Radom, for blot et år senere at returnere til Kraków. Det var formodentligt i denne periode han skrev sine erindringer med titlen Løse ark. I 1883 opstod Anhellis død – et af kunstnerens banebrydende malerier.
I 1884 døde kunstnerens far, som efterlod gæld, der blandt andet var optaget til sønnens uddannelse og anden hjælp til denne. Maleren tog herefter til Anatolien sammen med grev Karol Lanckorońskis arkæologiske forskningsekspedition. I 1885 flyttede han til München. Her malede han billeder forbundet med sibiriske forhold. I 1886 blev han forlovet med Maria Gralewska (datter af en apoteker), som han giftede sig med et år senere. I 1887 modtog han en pris fra Probus Barczewski-fondet for maleriet En etape. I 1890 tog han på en rejse til Italien sammen med Karol Lanckoroński. Besøget i Firenze blev en vigtig inspiration for hans senere produktion, hvor han i særdeleshed ofte refererede til renæssanceportrætter. I 1891 modtog han en medalje af 2. klasse på den Internationale Kunstudstilling i Berlin. I 1892 opholdt han sig et stykke tid i München, hvor han på den Internationale Kunstudstilling modtog en medalje af 2. klasse for Død på etapen. I 1894 blev han færdig med at male Melankoli ‒ et af hans vigtigste værker. Billedet– der blev kaldt et manifest på polsk symbolisme – var indledning på en ny etape i hans kunstneriske virke.
I 1895 underviste Malczewski sammen med Wincent Wodzinowski på Adrian Baraniecki-skolens Højere Kunstneriske Kurser for kvinder[1]. I 1896 begyndte han arbejdet som assisterende professor i tegning på Kunstskolen[2] i Kraków. I 1897 var han medstifter af Selskabet af Polske Kunstnere ”Sztuka”. I 1898 blev han stiftende medlem af det Østrigske Kunstnerselskab ”Secession”. I 1900 opsagde han sin stilling som professor på Kunstakademiet. I denne periode modtog han en sølvmedalje for Melankoli på Verdensudstillingen i Paris. I 1902 var han blandt initiativtagerne til dannelsen af Selskabet af Polske Kunstnere ”Salon”. I noget tid havde han haft et tæt bekendtskab med Maria Kinga Bal – som blev en af hovedfigurerne i hans malerier. I 1903 blev den første individuelle udstilling med kunstnerens arbejder afviklet i Selskabet Kunstnernes Venner i Lwów (nu Lviv i Ukraine), hvor han i årene 1926–1928 fik afholdt en jubilæumsudstilling.
Kunstneren, som var beundret for sin kunst, efterlod et enormt tomrum efter sig. Han var kendt for værker, som havde kanonisk karakter indenfor den nationale kunst, ligesom han var en sand mester indenfor symbolske udsagn. Blandt de mest kendte motiver i hans kompositioner kan nævnes: engle, fauna og kimærer. Hans udtryksform var tæt på spørgsmål, som var karakteristiske for unge polakkers tanker, så som kunstnerens rolle i kunsten, men også de omskiftelser, som fandt sted. I de malede scener blev den lokale folklore ofte flettet ind i de nationale traditioner i form af mytologi og Biblen. Han forevigede også en række andre kunstnere fra Krakóws kunstmiljø i et stort antal portrætter, men blandt disse ses også ukendte personer. Han er også berømt for sit usædvanligt store antal selvportrætter, hvor man både ser ændringerne i hans kunstneriske tilgangsvinkel og i hans private liv.
Udstillingen viser tre af hans billeder, som præsenterer forskellige eksempler på Kraków-malerens skaberkraft. Udsigt fra vinduet (omkring 1890) er et relativt atypisk lærred i forhold til Kunstnerens stil, eftersom han sjældent malede rene landskaber. Hyppigst var disse blot en baggrund for de symbolske scener, der befandt sig i billedets centrum.
En etape (1895) er et af referenceværkerne, som indskriver sig i perioden med patriotisk martyrmaleri, hvor kunstneren refererede til den romantiske tradition, i særdeleshed Artur Grottgers kunstneriske indsats, samt Juliusz Słowackis poesi (en af tidens vigtigste nationale digtere). Det lukker en over ti år lang periode med værker, som viser skæbnen for de oprørere, der blev sendt til Sibirien efter opstanden mod det russiske styre. Langt de fleste malerier refererer til litterære tråde. Den største gruppe scenerier hentede kunstneren fra digteren Słowackis fortælling med titlen Anhelli. På en interessant måde viser serien ligeledes ændringerne i den kunstneriske tilgangsvinkel. Det første lærred i denne serie er karakteristisk ved sin typiske realistiske præsentation, og billedet fra den szczecinske kollektion viser her en kraftig indflydelse fra München-skolen. På en mørk baggrund males de centrale motiver på en kontrasterende måde (gennem hans brug af lyset) – i dette tilfælde kvindens ansigt med den fortvivlede holdning, mens hun betragter den døde dreng, der er anbragt på gulvet på en soldaterfrakke. Reaktionen fra de øvrige personer, som observerer scenen, er usædvanlig varieret – en del af dem reagerer ikke på det, de ser, en del løfter hovedet, en del sover. Billedets detaljerigdom bringer det tæt på en naturalistisk stilisering.
Værket med titlen Min sjæl gengiver perfekt det specifikke i Malczewskis selvportrætter. Kunstneren placerer ofte sig selv et sted i midten af billedet, og gengivelsen af ham er hyppigst idealiseret, leveret på en nærmest skulpturel facon. Hans blik og holdning giver indtryk af, at maleren på en eller anden måde har placeret sig over modtageren, han dominerer tydeligt, forlader nærmest lærredet. De to kvinder på begge sider af ham er malet på en anden måde ‒ de vender bagud i forhold til tilskueren og sidder på en brønd udført i tømmer, mens de betragter vandspejlet. Fra omkring 1900 er det et af de hyppigst anvendte motiver, hvoraf det mest kendte er serien Den forgiftede brønd. Dette motiv har en symbolsk karakter, og henviser både til den mulige fristelse og til skæbnens refleksion, en søgen efter en mening med eksistensen. Det er en interessant måde, det er gengivet på, eftersom den refleksion der ses i vandet, ikke er synlig for tilskueren, den er nærmest beskyttet af maleren i hans rolle som skaber og vogter. Det er en for kunstneren typisk gengivelse af malerens rolle som skaber af en måde at opfatte virkeligheden på, samt som den person, der hersker over vejen til sandheden.
Forfatter: Dr. Beata Małgorzata Wolska
[1] Wyższe Kursy Artystyczne dla Kobiet
[2] Szkoła Sztuk Pięknych
Oversat af Michael Hardenfelt