Tadeusz Kantor (født 1915 i Wielopole Skrzyńskie – død 1990 i Kraków)
I årene 1934–1939 studerede han på Kunstakademiet i Kraków, hvor han var en af de vigtigste deltagere i skabelsen af byens kunstneriske miljø. Han var i lære hos blandt andet Karol Frycz – en vigtig personlighed i Krakóws kunstneriske miljø, som ikke kun beskæftigede sig med malerkunst, men også scenografi og instruktion af teaterstykker (hvilket uden tvivl fik indflydelse på Kantors eget brede interessefelt). Senere arbejdede han med afbrydelser på den samme uddannelsesinstitution (1948–1949 og 1967–1969). Kunstneren forsøgte hele tiden at kombinere forskellige slags aktiviteter – han var maler, søgte at inspirere det kunstneriske miljø, kunstteoretiker, en af de første polske aktører indenfor happenings, og i centrum for hans interesse stod teateret – her var han forfatter, instruktør, scenograf og skuespiller.
Umiddelbart efter 2. Verdenskrig var han med til at oprette Gruppen af Unge Skabende Kunstnere (1945) og han var med til at genoprette førkrigsselskabet Krakowgruppen (1957). Han var en af de vigtigste initiativtagere til den Første Udstilling af Moderne Kunst (Kraków 1948), som er indskrevet i efterkrigstidens kunsthistorie som en symbolsk gestus i kunstnernes kamp for kunstens uafhængighed af ideologisk og politisk indflydelse, umiddelbart inden den socialistiske realisme blev anerkendt som den obligatoriske retning. Som kunstner betragtede han kunst som en helhed, og indskrænkede sig ikke til et enkelt medium. Han understregede uophørligt vigtigheden af eksperimentet og åbenheden overfor nye retninger. Han var inspireret af vestlig kunst, først og fremmest af konstruktivisme, dadaisme, informalisme og surrealisme. I 1947 var han for første gang i Paris). Det på udstillingen præsenterede Kvinde i døren er et arbejde, som opstod netop det år, hvor Kantor var på sin første tur til Paris. Det er også derfor, der ses tydelig inspiration fra surrealisme og kubisme i billedet.
Efter krigen malede han oftest figurative billeder med grotesk simplificerede personer. Den sindsstemning, der gengives i disse, er fyldt med uro – han gjorde brug af mørke farvetoner og anvendte ujævn struktur. Den følgende etape i hans virke gav arbejder med en kølig farvesammensætning – der var tale om dynamiske kompositioner af metaforisk karakter.
Herefter koncentrerede han sig om at skabe et stort antal assemblager og emballager, hvortil han oftest gjorde brug af ødelagte genstande. I 1970’erne og 80’erne sås et antal maleriperioder, hvor Kantor viste, at han altid tænkte på flere typer kunst som et samlet hele. Derefter koncentrerede kunstneren sig et stykke tid om teateret, for i de sidste år inden sin død igen at vende tilbage til maleriet – på dette tidspunkt blev han grebet af kompositioner, hvor der i centrum befinder sig en isoleret hovedperson, som minder om en person fra et dramatisk værk.
Forfatter: Dr. Beata Małgorzata Wolska
Oversat af Michael Hardenfelt