Włodzimierz Przerwa-Tetmajer (født 1862 i Harklowa – død 1923 i Kraków) Uddannede sig kunstnerisk i over to årtier. Gik i mellemskole og gymnasiet på St. Anna Gymnasiet i Kraków (1873–1881), modtog tegnetimer hos Józef Siedlecki – en privat ven af Jan Matejko. Fra 1875 fulgte han kurser på Krakóws Kunstskole, i 1882 var han i en kort periode indskrevet ved Christian Griepenkerls Specialskole for Historisk Maleri[1] på Wienerakademiet, for i årene 1882–1886 at gennemføre regulære studier på skolen i Kraków. Hans lærere var her repræsentanter for historismen: Florian Cynk, Leopold Loeffler og Władysław Łuszczkiewicz. Tetmajer afsluttede samtidigt klassisk filologi på Krakóws Universitet[2], hvor også hans halvbror, Kazimierz, som allerede var ved at være kendt som digter, studerede. Den unge maler fortsatte med at interessere sig for den samme retning indenfor kunsten, og studerede i årene 1886–1889 hos Sándor Wagner på Akademiet i München samt ved det parisiske Académie Colarossi. Efter i Rom at have modtaget et kejserligt stipendium, vendte han tilbage til Kraków, for indtil 1895 at afslutte mesterklassen hos nationalmaleren Matejko. I denne periode arbejdede han sammen med Wojciech Kossak og Jan Styka med et vældigt slagmaleri – Panorama over slaget ved Racławice (1892–1894). Efter i fem år at være taget på sommerferie til Bronowice Małe, knyttede han sig til miljøet omkring det Unge Polens Bondebetagelse[3], som var fascineret af livet på landet. Højdepunktet indenfor disse strømninger i polsk kultur var forpremieren på det nationale drama Bryllup[4] (1901), som var skrevet af en af Matejkos andre elever, Stanisław Wyspiański.
Lærredet fra den szczecinske kollektion blev skabt samme år, som kunstneren forlod Akademiet, for at tage fast bopæl i Bronowice, og også hans brors forlovelse er direkte forbundet med teaterstykket. Arbejder fra denne serie (Scene fra bislaget i Bronowice, 1894; Frieri, 1894) er en fremragende kunstnerisk præsentation af traditionerne i Bronowice som beskrevet af Wyspiański, som for Włodzimierz Przerwa-Tetmajer udgjorde arketypen for værtens skikkelse. Maleren understreger dog i sit kunstneriske manifest, hvor han bryder med sin hidtidige kunstneriske linje, at værket er fri for litterære eller historiefilosofiske tilbøjeligheder. Det gør et stærkt indtryk med sin postimpressionistiske form, det er en ren visuel oplevelse.
Przerwa-Tetmajer anvendte sin akademiske uddannelse ved bestillinger på monumentale værker, hvor han blev instrueret om de historiske motiver og allegorierne til den secessionelle redaktion (blandt andet i dronning Sophie af Halshanys kapel i domkirken på Wawel, 1902; Jan Nepomuks kapel i Mariakirken i Kraków, 1902; domkirken i Sosnowiec, 1904–1906; Jesu Legeme Kollegiatkirken i Biecz, 1905; kapellet under ørnene i domkirken i Kalisz, 1909–1912). Fra 1899 var han tilknyttet Selskabet af Polske Kunstnere ”Sztuka” samt Wiener Sezession, og i 1901 var han medstifter af selskabet Polsk Brugskunst[5]. Samtidig grundlagde han Skolen for de Skønne Kunster og Kunsthåndværk for kvinder. I årene 1899–1911 projekterede han scenografien til Byteateret i Kraków. Netop der organiserede han i 1911 de Uafhængiges første udstilling. Han var aktiv i det Polske Folkeparti[6], og i årene 1911–1918 var han medlem af parlamentet i Wien. Przerwa-Tetmajers propagandaaktiviteter under 1. Verdenskrig og hans diplomatiske aktivitet under fredskonferencerne blev kronet med skabelsen af det Polske Nationalinstitut[7] i Wąbrzeźno (1921–1927), hvis mål det var at gennemføre patriotisk uddannelse af borgerne i de nye polske områder i Pommern. Blandt medlemmerne af organisationen var blandt anden forfatteren Stefan Żeromski – en indflydelsesrig fortaler for baltisk politik under den 2. Polske Republik.
Forfatter: Dr. Szymon Piotr Kubiak
[1] Szkoła Specjalnej Malarstwa Historycznego Christiana Griepenkerla.
[2] Uniwersyt Jagielloński.
[3] Chłopomania.
[4][4] Wesele.
[5] Polska Sztuka Stosowana.
[6] Polskie Stronnictwo Ludowe.
[7] Polski Instytut Narodowy.
Oversat af Michael Hardenfelt