Emil Westman Hertz - Under bjerget
BESKRIVELSE
Udstillingen Under bjerget af Emil Westman Hertz blev vist på Bornholms Kunstmuseum fra 8. maj til 21. august 2016.
Emil Westman Hertz, der var en af de mest begavede unge danske kunstnere, døde tragisk d. 21. juni.
Udstillingen Under bjerget kom derfor til at stå som en mindeudstilling over et lysende talent, der blev slukket alt for tidligt.
Emil Westman Hertz var født og opvokset på Bornholm, hvor han tidligt blev præget af en tæt og intens naturoplevelse, befordret også af forældrene, kunstneren Inge Lise Westman og etnologen og bi-specialisten Ole Hertz. Han blev uddannet fra Kunstakademiet i København i 2008.
Emil Westman Hertz arbejdede både skulpturelt og med tegning på papir.
Oftest med en tænkt etnografisk tilgang, som en undersøgelse af naturen og den menneskelige eksistens, hvor en blanding af skabte og fundne figurer, fx i træ, voks eller bronze, opstilles som tableauer eller som tidligere tiders wunderkamre.
Hans værker maner til eftertænksomhed og til overvejelser om de hårfine balancer, der afgør både hele klodens og vores egen eksistens.
Titel: Emil Westman Hertz - Under bjerget
Forfatter: Helga Christoffersen og Lars Kærulf Møller
Udgiver: Bornholms Kunstmuseum
Udgivelsesår: 2016
Længde: 30 sider