KUNSTNERNE PÅ RABÆKKEN
Fra d. 13. september 2024
I anledning af den internationale keramikudstilling, European Ceramic Context 2024 på Grønbechsgaard og Hjorths Fabrik viser Bornholms Kunstmuseum udstillingen: Kunstnerne på Rabækken
Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik var et bornholmsk industrieventyr, der på højdepunktet i 1950erne beskæftigede op mod 900 mand.
En del af fabrikken var Rabækkeværket, eller i folkemunde bare ”Rabækken”. Fabrikken producerede keramiske industriprodukter: glaserede kloakrør, formsten til gasværker og cementovne samt glaserede væg- og gulvfliser til fx slagterier og svømmehaller.
Fabrikkens produktion af ler og de kæmpestore ovne tiltrak kunstnere, der her kunne arbejde i større formater. Nogle af dem byggede skulpturer af fabrikkens ubrændte produkter, andre brændte deres modellerede skulpturer i den 100 meter lange tunnelovn.
Udstillingen bliver vist i kunstmuseets gade og præsenterer værker af Ole Christensen, Peder Rasmussen, Gerd Hiort Petersen, Søren Georg Jensen, Jørgen Haugen Sørensen og Walasse Ting.