FÆLLESSKABET BORNHOLMERSKOLEN

I perioden omkring 1910-1930 var det kunstnere som Karl Isakson (1878-1922), Edvard Weie (1879-1943), Oluf Høst (1884-1966), Olaf Rude (1886-1957), Kræsten Iversen (1886-1955) og Niels Lergaard (1893-1982), som indtog scenen på Bornholm og Christiansø.

De etablerede en såkaldt 'Bornholmerskole', der ikke var karakteriseret af en ensartet kunstnerisk linje, men snarere af et fællesskab.

Gruppens fællesskab udsprang af venskaber fra Kristian Zahrtmanns malerskole, hvor de fleste var elever sammen.

FRANSK INSPIRATION

Bornholmermalerne kom til at præge hele det danske kunstliv ved, som de første i Danmark, at introducere de såkaldte nye moderne europæiske strømninger inden for maleriet.

De dyrkede især den nye franske kunst og dens eksperimenter med farve, abstraktion og kubisme.

Det var særligt mødet med Cézanne, Matisse og Picassos nye orientering i forhold til billedets virkemidler gjorde indtryk på de danske kunstnere.

Ideen om billedet som en selvstændig virkelighed kom fra Frankrig. Det vigtigste træk var den koloristisk og teknisk set frigjorte måde at male på, som gav linjerne, fladerne og farverne deres eget sprog og musikalitet.

Således kom landskabet til at stå som et foretrukket motiv, da det var et godt afsæt for at eksperimentere med farver.

På baggrund af inkorporeringen af de nye moderne træk i de danske maleres skildringer af det bornholmske landskab, blev der skabt en ny nordisk landskabstradition i maleriet.

En tradition, som har fået stor betydning i den senere kunst i Danmark.