HANS LYNGE - MENNESKET OG MYTEN
06. 06. 10. - 22. 08. 10.
Selvom Hans Lynge ikke er ukendt i danske kunstkredse, mødes man alligevel med en vis undren og skepsis, når man taler om hans værk.
Hvorfor nu en udstilling med ham? Hvad kan han som ikke er set hos så mange andre fra den generation, der fik deres kunstneriske skoling i 1940'erne og 50'erne?
”Ægte folketone fra en afkrog kan erobre verden” - Oluf Høst.
Finder man endelig forståelse for Hans Lynges værker, kan man være ret sikker på, at personen selv har været i Grønland og er blevet indtaget af den overvældende følelse af naturens nærvær og af hvordan livet skabes og leves på naturens præmisser.
Men Hans Lynges kunst har, også for en nutidig betragter, der måske ikke kender Grønland, både æstetiske og indholdsmæssige kvaliteter, der kan udvide vores verdensbillede og vores forståelse for menneskelig tankegang.
Ligesom afsmeltningen af Ilulisaat-bræen er blevet et globalt billede på de menneskeskabte klimaforandringer kan Hans Lynges billeder, i det år hvor Europa har fået sin første præsident, være et memento om betydningsfulde mentale, nationale og geografiske forskelle der må respekteres.
Ikke nationalistiske forskelle, men netop som Hans Lynge demonstrerede i både ord og handling, en grundlæggende respekt for det særegne kombineret med en levende interesse for og engagement i det multikulturelle.
Katalog med sagn, myter og mange flotte billeder kan købes i museets butik.