DIALOG - JØRGEN HAUGEN SØRENSEN OG NORBERT TADEUSZ
10. 07. 11. - 11. 09. 11.
Bornholms Kunstmuseum er stolt over at kunne præsentere to af Nordeuropas betydeligste kunstnere i dialog; Jørgen Haugen Sørensen og Norbert Tadeusz.
Norbert Tadeusz værk har ikke været præsenteret i større målestok i Danmark siden 1985 og han er, trods sin position på den internationale kunstscene, endnu relativt ukendt herhjemme.
Jørgen Haugen Sørensen derimod er velkendt for det danske publikum og Bornholms Kunstmuseum har tidligere vist flere store udstillinger med kunstneren.
At udstillingen er blevet en dialog-udstilling virker næsten indlysende, når man en gang har betragtet de to kunstneres værker.
De arbejder begge i et figurativt og fortællende formsprog baseret på de samme generationsmæssige erfaringer og de er begge svært rubricerbare i den måde de har valgt at forvalte den tradition, de bygger på.
Norbert Tadeusz hævder hårdnakket, at han blot maler det han ser, men ofte vælger han at placere betragteren i et skævt fugleperspektiv, så vi næsten som i et terrarium kigger ned i en verden, vi selv er en del af.
Haugen Sørensens billedverden er i højere grad baseret på en fandenivoldskhed og en drift efter at afdække menneskets dårskab, næsten som i Pieter Breughels karikerede allegorier.
Selvom vi umiddelbart kan aflæse det rent motivmæssige, rummer begge kunstneres værker en række underliggende lag med en åbenbar dagsorden i forhold til den måde vi forvalter vores liv på.
Kunsthistorisk kan der opregnes en række afgørende forudsætninger for begge kunstneres arbejder, Francisco Goyas sorte billeder, Auguste Rodins romantiske skulpturer, Picassos surrealistiske tegninger, Max Bechmanns ekspressive malerier, Francis Bacons forvrængede menneskeskildringer eller Lucian Freuds sensuelle kødelighed, men alligevel rækker det ikke til fuldt at forstå de veje Norbert Tadeusz og Jørgen Haugen Sørensen har valgt.
Som i Dantes Guddommelige Komedie tager kunstnerne os med på en rejse gennem helvede og skærsild og – måske – frem til paradiset.
Udstillingen følges af et rigt illustreret katalog vises på Bornholms Kunstmuseum i perioden 10. juli – 11. september 2011.
SÆRLIGT TAK TIL
Udstillingen Dialog - Jørgen Haugen Sørensen og Norbert Tadeusz er sponsoreret af Bornholmerfærgen.