KOLDT VAND I BLODET
18. 08. 13. - 17. 11. 13.

Med udstillingen Koldt Vand i Blodet skaber vi et møde mellem det individuelle og det fælles - mellem det mytologiske og det moderne.

Udgangspunktet er 11 forskellige kunstneres forhold til både skrivebordet - til øen, havet, kilden og broen.

De 11 kunstnere, der får skrivebord og udstillingsplads er:

KONCEPTET BAG UDSTILLINGEN PÅ BORNHOLMS KUNSTMUSEUM OG NAOSHIMA

Af Pernille Bøggild, oktober 2012.

”Ethvert menneske er en øde ø, alene i verden fra start til slut”, sagde forfatteren Vibeke Grønfeldt i 2008 til dagbladet Information, da hun præsenterede romanen Indretningen, tredje bind i en romansuite om livet på landet i Danmark i det tyvende århundrede.

Godt fire hundrede år før hende, i 1624, skrev den engelske digter John Donne, ”No man is an island”. Intet menneske er en ø.

De to citater beskriver øens paradoks, men peger også på et menneskeligt, eksistentielt modsætningsforhold omkring det at være til i verden og skulle finde en plads i livet.

Identitet og besvarelsen af spørgsmålet om hvem vi er, og hvordan vi overlever.

Et universelt spørgsmål på tværs af tid, kulturer og uafhængigt af det enkelte menneskes karaktertræk.

Vi er alene, vi er øen i havet, på én gang lokal og global, mellem himmel og hav.

Vi rækker ud til fastlandet. Vi løser billet til færgen. Vi bygger bro til 'ovre', den anden side, dér hvor kimingen opløses som streg og bukker af.

Vi anerkender ikke hovedlandets definition af, hvad der er centrum, og hvad der er periferi.

Uanset magtens teori om netop centrum med adgang til elite og magt, sætter vi et kryds og slår et cirkelslag.

Hvorfra verden udgår handler også om, hvem vi er og om det glas, vi ser omgivelserne igennem.

Koldt vand i blodet er en udstilling, der lader sig inspirere af den mytologiske fortælling.

Øen som stenen, havet og kilden som vandet, og broen som både forbindelsesled og paradoksalt spændingsfelt mellem det løse og det faste.

I den japanske zen-have har stenen en sjæl, der skal behandles med respekt som ædelt materiale.

Placeringen i zen-haven bør tilstræbe det naturlige, sporadiske som var stenen fundet i det oprindelige landskab.

Ligger stenen forkert, bliver sten-dæmonen vred, og ulykker kan vælte ned over huset og havens ejere.

I mange skabelsesmyter er vandet det første, et kaotisk ur-hav, ofte fremstillet som et uhyre.

En gud spalter vandet, slår uhyret ihjel og ordner verden ved først at partere uhyret for derefter at bruge de enkelte dele til at danne verden på ny.

Vi stiger op af havet som genfødte. Vi drikker et glas livgivende vand, men havet er også syndfloden, der kommer brusende med fare for oversvømmelse og druknedød.

Kilden har sit udspring i jordens indre. Helligkilden har magisk effekt.

Folk drak vandet af lerskåle som de bagefter knuste og kastede i kilden eller ved siden af.

De helbredte smed bandager og krykker fra sig, inden de gik hjem. Vandet fra kilden kunne også transporteres hjem.

Det var forbudt at tale, mens der blev øst op – ellers mistede vandet sin særegne kraft.

Broen fra ø til land, en forbindelse med to punkter, en udveksling. Bindeled og adskillelse på én gang.

Broen er også et stykke ingeniørarbejde, en konstruktion med store kræfter, spænding og vibration. I krig rammer bombardementet altid broen først.

Udstillingen har konglomeratets karakter.

Kunstnerne samles om en fælles diskussion, men har samtidig deres individuelle tilgange, det hårde, det bløde, det taktile – humoren over for det tunge, politiske stof, det unge over for det modne og det feminine over for det maskuline.

Mødet mellem det moderne og det mytologiske sker ud fra de forskellige kunstneres forhold til øen, havet, kilden og broen.

En souvenir indkøbt i en bod på en rejse, et himmelbjerg skåret i en stok, et motorvejssystem, der aldrig holder op, men forgrener sig i det uendelige -  i modsætning til øen med udsigt til hav horisonten rundt - en drøm om øen som tegneserieparadis med kokospalme og bølgeskvulp –  øen som hvile og tilflugtssted for flygtninge og immigranter, sømænd i havsnød og fugle på træk, en ø som barndomshjem, der aldrig holder op.