HANNE MAILAND - NATURSANSNING OG FARVESANG
09. 08. 15 - 11. 11. 15

Hanne Mailand har boet på Bornholm siden 1971.

Hendes værk har gennem årene udviklet sig fra en forlængelse af de store impressionistiske forbilleder som Pierre Bonnard hen mod et tungere mere vederhæftigt maleri.

Her samles der inspirationen fra både Bornholmerskolen og fra den mere ekspressive tradition, som hun stiftede bekendtskab med på Kokoschkas malerskole før hun fik sin uddannelse på Kunstakademiet.

Hanne Mailand stammer fra Kolding, og de jyske rødder fornægter sig ikke.

Hendes indre landskab er jysk, ligesom vi kender det fra fx Niels Østergaard.

Det var også i den lidt tunge jyske tradition hun fik sin uddannelse på Akademiet, hvor hun i årene 1964 – 1971 modtog undervisning af Søren Hjorth Nielsen, Dan Sterup-Hansen og Helge Bertram.

Det var en brydningstid i dansk kunst.

Akademiet stod som næsten altid i historien for det traditionelle og tilbageskuende.

Til trods for at oprøret havde manifesteret sig i 1961 med oprettelsen af den eksperimenterende kunstskole 'Eks-skolen', valgte de fleste, herunder Hanne Mailand, den sikre vej.

I hendes tidlige arbejder ses der da også klare spor af 1930'erne og 40'ernes tunge vederhæftige landskabsmaleri som vi kender det fra Niels Lergaard og Jens Søndergaard.

Det var først efter Hanne Mailand flyttede til Bornholm i 1971, at hendes palet løftede sig. 

Dermed nærmede hun sig en mere impressionistisk form, som vi kender det fra nogle af de umiddelbare forbilleder Pierre Bonnard og Harald Leth.

Gennem de senere år har Hanne Mailands maleri igen udviklet sig stadigt mere heftigt og ekspressivt.

Måske hun genfandt horisonten fra ungdommens sommerophold på Kokosckas skole i Salzburg kombineret med alderens erfaring og mod.

Uanset arbejdede Hanne Mailand i modsætning til bornholmer-traditionen og næsten demonstrativt arbejdede hun vertikalt i sine kompositioner, mens hun i tegningerne fastholdt den umiddelbare impressionistiske lethed.

Lige siden Hanne Mailand flyttede til Bornholm, har betragtere af hendes værker noteret det spænd, der er mellem de oftest heftige og koloristiske malerier og de mere nedtonede, men ikke mindre helstøbte, oliekridttegninger.