CLAUS JOHANSEN
30. 05. 20 - 30. 08. 20
I 1949 skrev Aftenbladets anmelder Pierre Lübecker: ”Han var sikkert en af de fornemste autodidakter i dansk kunst”, men trods de fine ord forblev maleren Claus Johansen (1877-1943) en af de bedst bevarede hemmeligheder i dansk kunst.
I sine små, distinkte malerier fortolkede han landskabet som både virkelighed og komposition og blev en pionér inden for udviklingen af et moderne maleri.
Hans ret enestående produktion er dog stort set ukendt uden for Bornholm, hvor han slog sig ned og skabte sine billeder.
Nu folder Bornholms Kunstmuseum og Øregaard Museum Claus Johansens oversete perler ud i et udstillingssamarbejde, så hans maleri kan blive bredere kendt.
Både som kunstner og menneske var Claus Johansen på mange måde en enegænger.
Han blev født i Agerup ved Holbæk i 1877, og alt tyder på, at han som voksen levede isoleret som omvandrende skærsliber, håndværksmaler og daglejer og betalte mad og andre fornødenheder med billeder.
I 1924 bosatte han sig permanent på Bornholm og døde i Rønne i 1943.
Udstillingen præsenterer over 100 af Claus Johansens arbejder.
Udstillingen vises på Bornholms Kunstmuseum fra d. 30. 05. 20 – 30. 08. 20 og på Øregaard Museum 10. 09. 21 – 23. 01. 21.
EN SÆRLIG TAK TIL
Politiken-Fonden og William Demant Fonden.