LÆNGSEL - VÆRKER FRA NATIONALMUSEET I SZCZECIN
06. 12. 20 - 18. 04. 21
Det nuværende Polen har haft en meget omskiftelig historie. I lange perioder har dele af landet været under andre magters herredømme.
Først med afslutningen af Første Verdenskrig får Polen sin nuværende udstrækning. Eller næsten. Nogle af landets vestligste dele, herunder havnebyen Szczecin, forbliver på tyske hænder indtil 1945.
I udstillingen LÆNGSEL – Værker fra Nationalmuseet i Szczecin møder du værker, der er skabt under indtryk af landets komplekse historie i de vigtige år omkring Første Verdenskrig og op til og med Anden Verdenskrig.
Kunstnerne reagerer på voldsomme, nationale forandringer og vilde, internationale strømninger med kamp, dekadence, optimisme og resignation.
I malerier og skulpturer undersøger de forskellige former for patriotisme. Fælles for deres udtryk er en LÆNGSEL efter at få det tabte Polen tilbage.
Den ledsages af en forskningsbaseret publikation og på udvalgte dage vil der være baggrundsmusik, skabt af tyske eller polske komponister, i udstillingsrummene.
Udstillingen er den tredje i et samarbejde mellem Nationalmuseet i Szczecin og Bornholms Kunstmuseum.
Tak til: Dansk Kulturinstitut i Warszawa, 15. Juni Fonden, Kulturministeriets og Folketingets pulje til markering af Genforeningsjubilæet 2020.