GITZ-JOHANSEN - liv og værk

01. 10. 22 - 29. 10. 23

Et indblik i Gitz-Johansens liv og værk er også en fortælling om en kunstners livsændrende møder med markante mennesker og kunstværker.

I 1928 får Gitz-Johansen (1897-1977) et brev fra den danske maler J.F. Willumsen (1863-1958). I brevet takker han for, at Gitz forstår hans kunst. Gitz er meget begejstret for Willumsens symbolistiske værker. Måske er det også Willumsen, der introducerer Gitz til værker af den franske symbolist Paul Gauguin (1848-1903). I hvert fald har Willumsen et indgående kendskab til den franske maler, og der findes en brevveksling mellem de to fra slutningen af 1800-tallet.

Paul Gauguins malerier får tydelig og afgørende betydning. Gitz-Johansen er på vej til Hawaii for at male på samme måde som Gauguin maler i Tahiti, men han når kun at udføre nogle få træsnit af sine forestillinger om Hawaii, før han møder polarforsker Knud Rasmussen (1879-1933) og ændrer planer.

Gitz-Johansen møder Knud Rasmussen i 1933. På dette tidspunkt er polarforskeren verdenskendt for sine ekspeditioner i Grønland. Mødet bliver den direkte årsag til, at Gitz rejser til Grønland i 1933, og Knud Rasmussen, der dør samme år, bliver et forbillede for kunstneren. Gitz skriver om ham i en artikel i Berlingske Tidende i 1940: ”Knud Rasmussen var ikke blot en stor Forsker, men han var ogsaa en Kunstner. Han ejede Evnen til at begejstres, besættes af menneskelige Rørelser og Forteelser. Den grønlandske Natur fyldte ham helt, og han havde Evnen til at give det Udtryk i Ordets Liv.”

Gitz er i overensstemmelse med inspirationen fra Gauguin og Willumsen optaget af de sjælelige aspekter i inuit-kulturen, naturen og kunsten. Han søger at videregive en essens af det, han oplever i sine værker. I sine skitsebøger skriver han flere gange om sin arbejdsmetode, at den er det modsatte af ’navlepilleri’. Med ordet navlepilleri henviser han sandsynligvis til de unge surrealister, der i 1930erne er revolutionært optaget af det underbevidste og fylder meget på kunstscenen. Sin interesse for det sjælelige i naturen - Gitz taler om Alnaturen - står i modsætning til det indremissionske miljø, han vokser op i.

Årene i Grønland er en af de mest interessante perioder i Gitz-Johansens virke. Materialet er meget rigt og et unikt indblik i et kolonialt betinget blik på inuit-kulturen. Der er kun et lille udvalg af materialet med i denne udstilling. I en senere udstilling vil Bornholms Kunstmuseum folde materialet ud i samarbejde med grønlandske kolleger.

Gitz-Johansen vender tilbage til Grønland to gange efter Anden Verdenskrig, sidste gang i 1948, men herefter går rejserne oftest til Jokkmokk i det nordligste Sverige, hvor han skildrer samernes liv i ord og billeder. Gitz bliver medlem af Eventyrernes klub i 1940 og rejser sammen med eventyrerne på det afrikanske kontinent. Somrene tilbringer han på Christiansø, der bliver hans andet hjem. Han skildrer fuglelivet på øen hver sommer fra 1946 til sin død i 1977.

Fotos: Anders Beier