VERDEN I LYS OG FARVER
Johanne Foss
10. 06. 23 - 29. 10. 23
Johanne Foss (f. 1939) er uddannet på Kunstakademiets malerskole fra 1960 til 1965 under Egill Jacobsen og Richard Mortensen og senere på Grafisk skole under Palle Nielsen. I slutningen af 1960erne etablerede elever fra Grafisk Skole kunstnersammenslutningen Trykkerbanden. Sammenslutningens formål var – i overensstemmelse med Palle Nielsens ideer – at give den brede befolkning adgang til kunsten gennem grafikken. Johanne Foss, Inge Lise Westman og de øvrige medlemmer af Trykkerbanden arbejdede derfor offensivt med at udstille så mange og så forskellige steder som muligt og havde et prisloft på 100 kr., så de fleste havde mulighed for at købe et værk. Sammenslutningens medlemmer udvidede grafikbegrebet betragteligt, blandt andet ved at eksperimentere med farver og teknikker.
Verden i lys og farver
I det grafiske værksted arbejder Foss i en nænsom, trinvis ætseproces med kobberpladen, som betyder, at hun kan få selv de fineste af radérnålens linjer og punkter frem. Foruden selve basisraderingen af motivet, bruger hun to farveplader udført i akvatinteteknikken. Med ætsningen kan hun styre farvernes intensitet og valeur fra det helt lyse til det helt mørke. Farvepladerne er ikke raderet, men uddyber basisraderingen. Når pladernes farvefelter trykkes ovenpå trykket af raderingen opstår helt konkret to farvelag i sin egen ret, som interagerer med den originale radering. Her bliver værkernes karakteristiske, intense farve- og lysvirkninger til.
Nordens og Sydens lys
Johanne Foss har både arbejdet med landskaber og lys i Norden og i Syden. I modsætning til Nordens bløde, diffuse lys, som er emnet for udstillingen, Søren Rønholt. HIMMELLYS i sal 8 og 9, har Sydens lys en højere intensitet og hårdere skygger, fordi det kommer direkte fra solen i stedet for at være spredt gennem atmosfærens partikler og vanddråber, som himmellyset er.
Tak
Statens Kunstfond, Statens Værksteder for Kunst, VELUX FONDEN, Dansk Tennisfond og Kastrupgårdsamlingen