Dato og klokkeslæt

8. november 11.00–15.00

Skoven har Mund!

Ny vandrerute skabt af Dansk vandrelaug og Bornholms Kunstmuseum

Skoven har Mund!

Kom tæt på natur og kunst og gå i surrealisternes fodspor med denne nye vandrerute skabt af Dansk vandrelaug og Bornholms Kunstmuseum.

Oplev historien om en revolution, som mange kender til, men som få ved foregik i Gudhjem i begyndelsen af 1930erne: En gruppe unge kunstnere mødtes i Brøddegade 38 og ville gennem nye impulser befri det enkelte menneske fra samfundets konventioner og regler. De begyndte at skabe kunst med afsæt i menneskets instinkter, begær, følelser og drømme og de blev allerede i deres samtid kendt som de danske surrealister. Gruppen talte billedkunstnere og keramikere som Lisbeth og Gertrud Hjorth, Richard Mortensen, Sonja Ferlov, Ejler Bille, Gustaf Munch-Petersen, Sigurd Vasegaard m.fl. Sammen tog de på udflugter i naturen omkring Gudhjem, hvor de fandt ler og grene, som de inddrog i deres værker. De anså skoven, stranden og havet som vigtige områder, der var lige så virkelige som de indre, psykiske landskaber, der opstod i mennesket under søvn eller i dagdrømme. Kunstnerne blev også optaget af fugleliv og af andre dyr, som de tillagde symbolske betydninger og ofte bearbejdede i deres værker.

Ruten: Vi begynder vandreturen i Gudhjem og går videre til Holkadalen og Salenebugten og derfra til Bornholms Kunstmuseum, hvor vi slutter af. Undervejs gør vi små ophold og får mere at vide om kunstnernes inspirationskilder og natursyn. Madpakker spises under åben himmel. På kunstmuseet ser vi værker som surrealisterne har lavet i og omkring Gudhjem. Herefter bliver deltagere kørt retur med bus fra Bornholms Kunstmuseum til Gudhjem Havn.

 

Dato, tidspunkt og mødested (start/slut): Onsdag d. 8. november kl. 11. Vi mødes på Gudhjem Havn ved Christiansøsfærgens anløbsplads.

Inviterede: Medlemmer af Bornholms Museumsforening og Dansk Vandrelaugs medlemmer.

Varighed og antal km: ca. 3-4 timer, ca. 6 km.

Værter: Kunstfaglig leder, Tine Nygaard og museumsinspektør, Lotte Nishanthi Winther.

Medbring: Tøj efter vejrforhold og godt fodtøj. Madpakke og drikkelse til eget behov.

Tilmelding og pris: Tilmelding er ikke nødvendig og det er gratis at deltage.

Andet: I anledning af vandreturen har vi særlig adgang til kunstmuseet, som ellers er lukket for offentligheden. Bornholms Kunstmuseum sørger for returbus til Gudhjem Havn. I tilfælde af voldsomt vejr mødes vi til aftalt tid på Gudhjem Havn og aftaler nærmere med de fremmødte deltagere.

 

Vandreturen er støttet af Nordea Fonden.

Sted

Vi mødes på Gudhjem Havn ved Christiansøsfærgens anløbsplads.

Pris

Gratis for medlemmer af Bornholms Museumsforening og Dansk Vandrelaugs medlemmer