LIVSTID
8. marts - 26. september 2027
Vi har meget at lære af de visionære kvindelige kunstnere omkring år 1900. De formåede på en gang at være og at skildre ældre aktive og værdige kvinder. Det var kunstnere som Anna Ancher, Anne Marie Carl-Nielsen, Bertha Wegmann, Susette Holten født Skovgaard, Anna E. Munch og Marie Sandholt.
Denne udstilling undersøger, hvorfor og hvordan de modne kvinder skabte deres egne rum – fysiske og kunstneriske – som gjorde det muligt for dem at udfordre de normer og strukturer, de var opdraget inden for. De fandt sammen i faglige, politiske og personlige fællesskaber. De dannede kunstnersammenslutninger, etablerede udstillingsfællesskaber og skabte private kunstskoler for kvinder. Og de rejste. Rejsen blev et rum for nysgerrighed, uddannelse og personlig frigørelse, som førte til internationale netværk og venskaber.
De første generationer af danske kvindelige kunstnere havde næsten ingen ældre kvindelige forbilleder, de kunne spejle sig i. Denne antologi udgør en rigdom af forbilleder og viden om en svunden tid, der gennem kunsten kan inspirere nutidens syn på modne kvinder.
Udstillingen er baseret på et koncept af den amerikanske kunsthistoriker Alice M. Rudy Price, som skrev sin ph.d.-afhandling om Anna Ancher. Den ledsages af et forskningsbaseret katalog med artikler af Alice M. Rudy Price, Carina Rech, Marie Laulund, Yvette Brackman og Pernille Rom Bruun. Udstillingen vises på Ribe Kunstmuseum (13. juni - 20. september 2026), Skovgaard Museet i Viborg (10. oktober 2026 - 7. februar 2027) og Bornholms Kunstmuseum (8. marts - 26. september 2027).
Udstillingen er støttet af:
Ny Carlsbergfondet, Augustinus Fonden, William Demant Fonden, A.P. Møller Fonden, Beckett-Fonden, Hoffmann og Husmans Fond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond