MUSEETS MISSION
Museets formål samt ansvars- og virkeområde er fastlagt i henhold til museets vedtægter samt Museumslovens formål og principper (LBK nr. 358 af 8. april 2013 og BEK nr. 461 af 25. april 2014).
Museets formål og ansvarsområde er defineret i vedtægterne. Det lyder som følger:
”Bornholms Kunstmuseums ansvarsområde er historisk Bornholms kunst og kunsthåndværk i videste betydning og samtidsmæssigt kunst med relation til begrebet lys i et globalt perspektiv.
Museet skal gennem indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling der finder sted inden for den geografiske, tids- og emnemæssige afgrænsning af museets ansvarsområde, belyse tilstande og forandringer inden for den bornholmske kunsthistorie.
I forhold til samtidskunsten har museet ingen geografisk afgrænsning, mens den samlings- og emnemæssige afgrænsning udgøres af den tematiske tilgang til begrebet lys.
Museet skal opretholde repræsentative samlinger inden for det historiske ansvarsområde og gøre samlingerne tilgængelige for offentligheden.
Museet skal videre stille dem til rådighed for forskning samt udbrede kendskabet til resultaterne af såvel museets egen forskning som anden forskning baseret på museets samlinger.”
Gennem varetagelse af museets kerneopgaver skal museet styrke og udvide kendskabet til og oplevelsen af den bornholmske kunst og kunsthåndværk i både national og international sammenhæng.
MUSEETS VISION
Idéerne bag etableringen af et selvstændigt kunstmuseum på Bornholm var og er motiveret af et ønske om:
∙ At placere den bornholmske kunst og det bornholmske kunsthåndværk på danmarkskortet.
∙ At skabe en fælles bevidsthed for bornholmerne omkring den kultur- og kunstarv, som er knyttet til øen og dermed at etablere en kollektiv billedhukommelse.
∙ At sikre kvalitet i de oplevelser som tilbydes de mange turister som besøger Bornholm.
∙ At skabe en institution, der kan formidle viden og oplevelser med afsæt i kunsten.
VI SIGTER MOD...
∙ At Bornholms Kunstmuseum både i de arkitektoniske rammer og indholdsmæssigt skal være blandt de betydeligste museer i Danmark.
∙ At Bornholms Kunstmuseum skal fremstå som et moderne, udadvendt og aktivt museum overfor publikum.
∙ At museets indsamling og udstillinger afspejler høj kvalitet og tilbyder mulighed for både den æstetiske fordybelse og erkendelse af ny viden.
∙ At museet gennem udstillinger og tilstødende kulturelle begivenheder skal styrke formidlingen og markedsføringen af museet med henblik på at fastholde det eksisterende publikum samt tiltrække nye målgrupper.
∙ At museet skal være en personalemæssigt og økonomisk veldrevet institution.